Enghaveparken Klimapark

År: 2014 – 2015
Kunde: Københavns Kommune

Team: Cowi, Tredje Natur, Platant

Rolle: Proceskonsulent

Den historiske park Enghaveparken er blevet omdannet og er nu Københavns største klimaprojekt. Med et 22.600 m3 vandreservoir svarer parken på et behov for at håndtere fremtidige vandudfordringer. Udfordringerne omdannes positivt til en lang række nye opholds-, sanse- og bevægelses-muligheder, der skal bruges både til hverdag og i tilfælde af skybrud.

 

Holdet bag projektet er Cowi, Tredje Natur og Platant. Platant har stået for inddragelse af borgere og lokale aktører i forbindelse med udviklingen af projektet.

 

Inddragelsesprocessen havde fokus på fire områder i parken, som teamets projektforslag også fokuserede på: Parkens kanten, Foyeren, Rosenhaven og Multibanen. For hvert område blev der afholdt en workshop i parken, hvor udvalgte foreninger og aktører var inviteret med som medværter. Medværterne fortalte om sine ønsker for parken, og hvordan de tænkte, at bruge parken i fremtiden. På den måde fik vi et stærkt engagement blandt det lokale foreningsliv.

 

Den lokale skole Børneuniversitetet på Vesterbro lavede et to ugers forløb om parken, hvor eleverne skulle udvikle ideer til parken. Platant stod for at stille opgaven til eleverne, holde inspirationsoplæg og løbende sparring. Som afslutning på forløbet blev der holdt et stort arrangement i parken, hvor eleverne præsenterede sine ideer.

 

I ”foyerområdet”, som er indgangsområdet ved Enghavevej, var der oprindeligt to mindre pavilloner. Den ene blev brugt som kiosk og den anden som blomsterhandler. Begge pavilloner blev revet ned i 70’erne. I 2014 var der et ønske om at få disse genopført, men der var endnu ikke finansiering til det. Platant foreslog at opsætte to containere i området, som kunne bruges til at undersøge, om der var opbakning til at få bygningerne genopført og i så fald, hvad de skulle indeholde. Den ene container blev forpagtet til Venligboerne, som igennem to år havde cafe i containeren. De stod for en række arrangementer i denne periode som bl.a. sprogundervisning og koncerter. Den anden container blev tilbudt til dem, der havde lyst til at bruge den. Den blev i løbet af perioden bl.a. brugt som galleri og til lokalradio. Begge containere blev beklædt med træbrædder, og der blev indrettet et miljø omkring dem. Området var også base for inddragelsesprocessen. I 2015 finansierede Realdania genopførelsen af pavillonerne.

 

Som afslutning på processen lavede Platant en rapport, som Cowi og Tredje Natur brugte i deres videre arbejde med parken.