Busstoppestedet

År: 2015 – 2016
Kunde: Københavns Kommune
Rolle: Totalrådgiver

Glenteparken er et lille grønt område, som er blevet til overs i byplanlægningen. Det er en støjplaget græsplæne. På den ene side kører S-toget på højbanen. På den anden side er den trafikerede Nordre Fasanvej med cykler, biler, gående og busser. Den lokale områdefornyelse har opsat forskellige byrumsmøbler og givet græsplænen et navn, for at invitere til brug af området, men på trods af initiativet bliver parken stadig sjældent indtaget. De har overvejet at opføre en slags afskærmning mellem vejen og parken for at dæmpe støjen i håb om, at flere så vil bruge parken. Områdefornyelse Fuglekvarteret stillede i 2015 Platant den opgave at skabe et vinterprojekt i Glenteparken.

 

Der er et busstoppested på kanten af Glenteparken, og her står der faktisk mennesker året rundt. Derfor tager projektet udgangspunkt i busskuret og de korte ophold, der finder sted i forbindelse med det. Vi undersøger om andre materialer og funktioner kan gøre den kolde ventetid ved busstoppestedet behageligere og til en større oplevelse, og i denne sammenhæng, hvad denne brug kan gøre for resten af parken.

 

Installationen er lavet som en forlængelse af det eksisterende busskur. Det består af en aflang stålkonstruktion af stolper og bjælker. De to sider er lavet af farvede transparente plader, som går fra rød til gul. Hver plade kan rotere. På stolperne er der indbygget vertikale lyskilder, som oplyser installationen indefra og kaster farverne ud på byen. Installationen er en farverig og interaktiv oplevelse for alle forbipasserende på vejen fra A til B.

 

Projektet er en del af et større fokus, som Platant har haft på Vinterbyen [LINK]. Dette projekt er en del af projektet De Fem Vinterstationer [LINK], som Platant lavede for Frederiksberg og Københavns Kommune i vinteren 2015/16. De Fem Vinterstationer var fem byrumsprojekter samt en række udendørs arrangementer. Det havde til formål at skabe liv i vinterhalvåret og undersøge, hvad der skal til for, at byen kan være ramme for et aktivt og oplevelsesrigt byliv om vinteren såvel som om sommeren.

 

Installationen er bygget af RS Entreprise.