Projekt

DE FEM VINTERSTATIONER

De fem vinterstationer i København og på Frederiksberg tester forskellige ideer til, hvordan man skaber en mere brugbar og spændende by i vinterhalvåret.

Platant har i mange år arbejdet for at få vinterhalvårets muligheder og potentialer på dagsordenen både i arkitekturen og i byplanlægningen. På grund af den generelt manglende viden og erfaring med emnet i Danmark, har vi eksperimenteret og testet forskellige idéer til vinterstationer rundt om i København.

Disse erfaringer har vi i vinteren 2015/2016 fået mulighed for at videreudvikle i fem byrum udvalgt af Områdefornyelse Fuglekvarteret og Områdefornyelse Nordre Fasanvej Kvarteret. De fem stationer ligger som perler på en snor gennem Frederiksberg og København Nordvest, og danner derfor en rute – en passende strækning til en gåtur i det kolde vintervejr.

På baggrund af områdefornyelsernes kendskab til lokale behov og udfordringer for de enkelte byrum, har vi designet fem midlertidige løsninger, der både adresserer disse, men samtidigt inddrager vinterens problematikker og muligheder. De fem midlertidige vinterstationer bidrager derfor ikke kun til de udvalgte områder, men med en generel viden om emnet, som forhåbentligt kan gavne hele byen på sigt.

 

De fem vinterstationer:

VINTERFORTOVET
Kronprinsesse Sofies Vej/Holger Danskes Vej

Det klassiske Københavnerfortov er velkendt i bybilledet, og sjældent noget vi sætter spørgsmål ved. På hjørnet mellem Kronprinsesse Sofies Vej og Holger Danskes Vej på Frederiksberg ligger et seks-sporet fortov, og på dette hjørne tester vi andre materialer og former på fortovet, som kan gøre opholdet i byrummet mere komfortabelt. Tekstil, træ og gummi er alle oplagte alternativer til de hårde og kolde materialer, der oftest bruges i byrummene i dag.

Installationen sætter fokus på det klassiske element og dets betydning for hverdagen, og lyser samtidig op og skaber et lyspunkt på vejen for de mange i transit.

Byrumsmøblet er bygget af Gallo / Lindberg ApS og polstret af AP Møbelpolstring.

 

VINTERLYSET
Bispeengbuen, Nordre Fasanvej

Lys er et kerneelement, når man arbejder med vinterbyrum. Bispeengbuen er derfor et oplagt sted at teste lys kombineret med andre funktioner såsom afskærmning for trafikstøj og interaktion med stedet.

Med installationen ønsker vi at gøre de mange passerendes vej igennem byen mere oplevelsesrig. Små lyspunkter på ruten fra a til b kan gøre en stor forskel i den mørke tid. Derudover kan lys også bruges til at skabe opmærksomhed omkring byrummets andre allerede eksisterende funktioner.
Installationen indeholder også et lydværk af Andreas Pallisgaard. Lyset og lyden drager folk til sig, og bidrager i høj grad til den gode oplevelse på vejen.

Statens Kunstfond støtter også projektet med puljen 1:1 – arkitektur, der opfordrer til eksperimenter i fuld skala, der kan inspirere til nye løsninger i byerne.

Projektet er bygget af DWISION.

 

VINTERPARKEN
Glenteparken, Nordre Fasanvej

Glenteparken er en mindre lommepark, der i høj grad også fungerer som transitsted mellem den travle Nordre Fasanvej og højbanen. Derfor har vi taget fat i busskuret som hele året rundt, er base for brug af byrummet. Vi undersøger om andre materialer og funktioner kan gøre den kolde ventetid ved busstoppestedet lidt rarere eller mere underholdende, og i denne sammenhæng, hvad denne brug kan gøre for resten af parken. Glenteparken savner ro, og denne funktion kan være med til at give parken netop dét.

Parker vil ofte være udfordrede om vinteren, men ved at fokusere på andre brugsmønstre, kan de pludselig noget andet.

Installationen er bygget af RS Entreprise.

 

VINTERLEGEPLADSEN
Al-Huda Skolen, Vibevej

Legepladser er gode aktivitets- og mødesteder året rundt, men om vinteren er der et problem med manglende belysning. Det forhindrer optimal brug af mange af byens legepladser.

I Al-Huda Skolens skolegård tester vi forskellige former for leg, der involverer lys og bevægelse; to hovedelementer for et godt og brugbart vinterbyrum. To analoge og interaktive installationer giver børnene muligheden for selv at skabe rum for leg i mørket med lyset, og kan gå på opdagelse med lyset som skattekort. Jo mørkere, der bliver, jo sjovere bliver legen.

Platant har derudover faciliteret en workshop på skolen, hvor en 6. klasse hjalp med at tegne, skære og ‘gemme’ 23 selvlysende iskrystaller rundt på legepladsen, der kan findes med lyset og tilsammen danne en sætning.

Lysarmaturerne er udviklet i samarbejde med Kurtzweil.

 

VINTERBYHAVEN
Den Bemandede Legeplads, Hulgårds Plads

De senere år har vi set masser af fantastiske byhaver skyde op omkring i byerne. Desværre lukker mange af dem henover vinteren, og med dette, forsvinder også en rigtig god katalysator for fællesskaber og aktiviteter.

I samarbejde med Sharing Copenhagen igangsatte Platant derfor en byhave konkurrence i efteråret 2015, der spurgte alle borgere og professionelle om et bud på et vinterbyhave-koncept, der kan bruges i hele byen. Vinderen vandt 15.000 og Københavns Kommunes Miljøpris, mens andenpladsen fik overrakt 5.000 kr. Platant har derefter videreudviklet på de gode ideer, og har designet en vinterbyhave på Hulgårds Plads. Vinterbyhaven danner ramme for, at det fællesskab som ofte ses ved byhaver, kan leve videre igennem de kolde måneder. Varmekilder, overdække og en tradition for faste mødepunkter blandt lokale, kan bidrage til liv i haven hele året rundt.

Raketovnen på pladsen kan både afgive strålevarme, så børnene kan bage pandekager på ovnen, og samtidigt bliver hele massen varm, så den fungerer som en opvarmet bænk.

Byhavens tilbygning er bygget af SEB-Byg, og raketovnen er udviklet i samarbejde med Fornyet Energi og de mange frivillige, der deltog i raketovnsworkshoppen.